Orsa Grönklitt

Orsa Grönklitt har bjørne, langrend og mulighed for godt alpint skiløb

Rigtig mange danskere tager på ski i Dalerne. Flertallet af disse tager ikke til Orsa Grönklitt. Men en del danskere har fået øjnene op for de gode muligheder, der er i dette lille hyggelige område.

orsa2016_8

Orsa Grönklitts alpine område har 15 lifter og 23 pister. Desværre er der kun en enkel stolelift, nemlig fra centrum af selve Grönklitt byområde til Topstugan, der i øvrigt er i 561 meters højde og et fantastisk hyggeligt og smukt sted. Ellers er der tale om træklifter med forskellige hastigheder og af forskellig længde. Langt de fleste pister er blå og røde, men der er dog et par enkelte sorte pister på bagsiden af bjerget gennem et mindre skovområde. Lige ved Grönklitt by, der består af naturligvis informationskontor, et par restaturanter, skiudlejning, et par varmestuer og et par fastfoodsteder, er et lille begynderområde med to grønne pister og lifter og andet, der er behov for til at de helt små kan lære at begå sig på ski og i en lift.

Orsa Grönklitt skiområdet er opdelt over to bjergsider. På den ene side, nede mod Grönklitt er der få røde og blå pister, imens udbruddet af pister er noget større på den modsatte side. Det hele bindes så sammen af et område med en Topstuga som det naturlige mødested.

orsa2016_5
Gode brede røde pister i Orsa Grönklitt.

På bagsiden af bjerget er der mulighed for at have det mest attraktive skiløb. Her er et par super gode røde pister, hvor der både kan køres en god gang carvingski eller blot få god fart på skiene. Flere af de blå pister har en hældningsgrad, som er super velegnet til skiløbere med lille erfaring, men som hurtigt bliver kedeligt for mere erfarne. Men et par af de blå pister går gennem et spændende skovområde, kaldet Blåbærsstien. Og her begynder bjørne og andre vilde dyr for alvor at spille en rolle. Dette pistområde er nemlig bygget op som et dyresti område med rigtig mange dyr, i plastik, der er med til at give børnene en god og hyggelig oplevelse, og faktiske tilfører børnene en masse brugbar viden. For fra flere af dyrene lyder der nemlig fortællinger om, hvordan dyrene lever både i deres normale miljø, men også hvordan dyrene har det i Orsa Grönklitt vilddyrspark. Denne dyrepark er faktisk placeret helt op til skiområdet, og både fra en del af området med dyrestilerne og fra stoleliften fra den modsatte side af bjerget kan man se ind i området og få oplevelsen af at se både brune bjørne, isbjørne, sneleoparder, tigere, ulve og flere andre vilde dyr. Faktisk en god mulighed for at få en super stor oplevelse ved at se et vildt rovdyr forholdsvis tæt på.

orsa2016_7
Orsa Grönklitt giver gode oplevelser til børnene.

Andre fordele ved Orsa Grönklitt er et godt velplaceret campingområde, der både er stort og nærmeste placeret på selve pisterne, en fantastisk hyggelig topstuge, hvor atmosfæren er god, udsigten helt i top og igen bjørne. Denne gang dog udstoppet. Destinationen har rigtig mange gode overnatningssteder ved hytter og lejligheder ude i selve område. I Orsa Grönklitt er en fin crossbane og et nogenlunde snowpark område, dog ikke at sammenligne med den du finder på flere af de store svenske destinationer.

Det helt store attraktion i Orsa Grönklitt er dog langrendsområdet, der er blandt Sveriges absolut bedste steder af slagsen. Her findes hele 80 km med varierede spor.

Blandt ting, der kan forbedres ved Orsa Grönklitt bør nævnes, at der med fordel kan lave bedre muligheder for at komme på tværs mellem pisterne. Man kører rent praktisk kun på en pist af gangen og skal flere steder gennem et fladt område for at komme videre. Der mangler et naturligt flow. Endnu en ting, der kan forbedres ved Orsa Grönklitt er åbningstiderne for lifterne. Selv i højsæsonen åbnes der først kl. 9:30, og der lukkedes helt kl. 16:00 og flere steder tidligere. Faktisk er personalet ovenikøbet meget opsatte på at understrege overfor gæsterne, når de ikke skal køre ned mere. Her mangler lidt fleksibilitet. Lidt skuffende er også aftenski, der kun er åbent et par gange om ugen, og kun på et par enkelte pister og med en enkelt træklift åben.

Orsa Grönklitt er, når man sammenligner med andre områder i Dalerne, et forholdsvist lille område. Det er langt at køre fra Danmark for at nå det lille antal pister som området byder på. Der er dog super gode muligheder for at bo attraktivt som ski in/ski out helt bogstaveligt. Og det er et hyggeligt område, hvor man hurtigt føler sig hjemme. Området er bedst til blot et par dages skiløb, og så kan man evt. tage videre til andre områder tæt ved som eksempelvis Sälen og Kläppen. Og så har man god mulighed for at kombinere skiløb med muligheden for at se vilde rovdyr.

I øvrigt er selve Orsa by 15 km fra Grönklitt. Her er der mulighed for at bo på hotel, hvis det er det lysten er til. Transporttiden fra København til Orsa Grönklitt i bil er ihvertfald 9-10 timer. Det er langt tid, så evt. er det en god mulighed at tage en dag i et af de mindre skisportssteder, der findes omkring halvvejs fra Danmarks hovedstad til Dalerne.

Læs flere fakta om Orsa Grönklitt her.