Diverse

24-årig skiguide vil gøre det nemmere for danskere at få den bedste pris, når de booker skiferie

Det skal være nemmere for de 700.000 danskere, der årligt drager på skiferie, at finde den mest fordelagtige pris og booke online, mener den 24-årige skiguide Emil Jess Jensen. 1. september lancerede han Snowii, der er den første danske sammenligningsplatform for skiferier, der ikke er ejet af et rejsebureau.

Hvert år drager knap 700.000 danskere på skiferie, og halvdelen af dem gør det ved at bestille deres tur på nettet. Men et fragmenteret og ugennemsigtigt marked gør det svært at finde det bedste tilbud. Det vil den nye prissammenligningsplatform Snowii nu lave om på. 

Platformen skal således gøre det nemmere for danskere at finde og booke skiferier ved at tilbyde en enkel løsning til sammenligning af skiferier.

“Fordi der er over 50 forskellige udbydere af skirejser kan det være svært for den gængse skientusiast at finde den bedste rejse til pengene, fordi de skal søge på mange forskellige sider for at danne sig et overblik, og det ønsker vi at gøre nemmere og mere overskueligt,” siger Emil Jess Jensen, der er direktør og medstifter af Snowii. 

Første uafhængige sammenligningsportal
Emill Jess Jensen er iværksætter med et brændende hjerte for skisport, og har selv været skiguide i Østrig. Derfor kommer han også meget i skikredse og er flere gange stødt på udfordringen med at booke skiferier. 

Efter at have gransket markedet det seneste år vurderede han med sine partnere, at løsningen måtte være at skabe den første sammenligningsportal, der ikke er ejet af et rejsebureau eller anden udbyder af skirejser. 

“Som sammenligningsportal er vores fornemmeste job at præsentere brugerne for et nemt og overskueligt overblik over de bedste rejsemuligheder, og ikke det, som vi får mest ud af. Ved at vi ikke udbyder nogle rejser, men blot viderestiller brugerne til rejseselskaberne, eliminerer vi den mulighed, og sikrer en god brugeroplevelse,” siger Emil Jess Jensen. 

Vil gøre en forskel for forbrugere og udbydere
Derfor kommer Snowiis platform også til at vise rejser fra samtlige danske rejseselskaber, der arrangerer skirejser, så brugerne får et troværdigt og fuldkomment overblik over mulige skiferier.

“Jeg glæder mig til at gå i luften, fordi jeg tror på, vi kan gøre en forskel – både for forbrugeren, men også for rejseselskaberne. Kan vi give danskerne en bedre bookingoplevelse og sende dem afsted på ski uden at sprænge banken, vil vi også hjælpe udbyderne med at få flere rejsende, og det er vores mål,” siger Emil Jess Jensen.

Platformen blev lanceret den 9. september på snowii.dk og vil være gratis at bruge for forbrugeren, ligesom deres reservationer er sikret gennem rejsegarantifonden.