Oslo-færgen skifter navn
Mange danskere tager med Oslo-færgen på skiferien i Norge eller Sverige. Nu skifter ruten navn. Det nye navn er Go Nordic Cruiseline. Målet for ejerne Gotlandsbolaget er fremover at skabe endnu bedre kvalitetsoplevelser ombord, med fokus på f. eks. nordisk underholdning og nordisk gastronomi, samt mere tid til at udforske de nordiske hovedstæder.
“Navnet afspejler vores stolte nordiske arv og historie. Vi har sejlet passagerer mellem København og Oslo i mere end 150 år – og skabt mindeværdige oplevelser til søs for både skandinaviske og internationale gæster,” fortæller Kim Heiberg, EVP for ruten.
Ruten blev den 1. november 2024 overtaget af det svenske passagerrederi Gotlandsbolaget, som har arbejdet intensivt på at udvikle nyt navn, brand, logo og farver til ruten. Sideløbende arbejdes der dedikeret på at opgradere produktet og oplevelsen ombord.
”Vi kommer til at udvikle produktet ombord i en endnu mere nordisk retning, med fokus på f. eks. nordisk underholdning og nordisk gastronomi. Samtidig skal vi levere en god rejseoplevelse for de kør-selv-gæster, der sejler med bil på vej mod skiferie, sommerferie, weekendtur eller lignende. Og så satser vi fortsat på at skabe minicruise-oplevelser af høj kvalitet, både for par, familier, vennegrupper og virksomheder – med bedre tid til at udforske de to nordiske hovedstæder,” afslører han.
Det ene af rutens skibe, Nordic Pearl, kom for nylig retur fra tørdok i flotte nye farver, med aquagrønt skib og rød skorsten, og med opgraderede kahytter og fællesområder.Efter skiferie-sæsonen, i midten af marts, skal rutens andet skib i dok og have samme opgradering ift. bemaling, kahytter og fællesområder – og får i den forbindelse navnet Nordic Crown.
Ruten København-Oslo havde sidste år mere end 700.000 passagerer.