Grönklittsgruppen fortsat i vækst
I sidste uge kunne SkiStar melde om et rekordregnskab. Nu kommer også også Grönklittsgruppen ud med super gode regnskabstal, der understreger de gode tider i skibranchen i Sverige.
Grönklittsgruppen driver blandt andet skidestinationerne Tänndalen, Orsa Grönklitt, Mora Parken og Ansia Resort, men er generelt blandt Sveriges mest voksende turistvirksomheder med også driften af en lang række campingområder og temaparker. Blandt andet drives også den imponerende Orsa Rovdjurpark, der er placeret tæt op af de alpine pister i Orsa Grönklitt.
Grönklittsgruppen har netop offentliggjort en delrapport med regnskabstal fra 1. september 2016 til 30. april 2017. Tallene viser en nettoomsætningsstigning på 17 % eller 17,2 millioner svenske kroner i forhold til samme periode som sidste år. Omsætningsstigningen skyldes primært en stærk vintersæson skriver Grönklittsgruppen i en pressemeddelelse. Grönklittsgruppen har dog haft store udgifter med anlægningen flere campingpladser og et sommerland, og har derfor et underskud på 18 millioner kroner. Der forventes dog store indtægter fra disse nye områder i sommerhalvåret.